Styregruppen for Nationalpark Smålandsfarvandets forundersøgelse har valgt at anbefale, at lodsejere frivilligt skal kunne vælge, om de vil lade deres jord indgå i den potentielle nationalpark.
Derfor modtager knap 4.400 lodsejere, som ejer arealer inden for det afsøgningsområde, styregruppen har udvalgt, i disse dage et brev fra styregruppen med Digital Post. I brevet kan lodsejerne se et kort over afsøgningsområdet og tilgå et spørgeskema, hvori de kan markere, om de ønsker eller ikke ønsker at lade deres jord indgå i Nationalpark Smålandsfarvandet.
Disse lodsejere bliver spurgt
Styregruppen har valgt et afsøgningsområde for Nationalpark Smålandsfarvandet, der følger disse principper:
- Matrikler inden for strandbeskyttelseslinjen og der, hvor den ikke dækker kystlinjen, afsøges 300 m fra kysten
- Matrikler inden for Natura 2000 fuglebeskyttelsesområder
- Matrikler inden for Natura 2000 habitatområder
- Alle matrikler på øerne Fejø, Femø, Askø, Rågø, Vejrø, Agersø og Omø
Du kan også se afsøgningsområdet her.
Lodsejerne skal afgive deres svar senest den 16. august 2026. Herefter vil styregruppen bruge resultatet af undersøgelsen som grundlag for deres anbefaling af en afgrænsning af nationalparken.
Naturstyrelsen afholder i alt 8 online dialogmøder i uge 28 og 33. Her kan lodsejere deltage, hvis de har spørgsmål til, hvilken betydning det har at lade deres jord indgå i nationalparkens afgrænsning. Lodsejerne vil i brevet i Digital Post modtage links og datoer for dialogmøderne sammen med spørgeskemaet.
