Formål
En dansk nationalpark omfatter nogle af Danmarks mest enestående og værdifulde naturområder og landskaber. Områder, som både betyder noget for os danskere, men som også har og vil få international opmærksomhed og betydning.
Det er meningen, at nationalparkerne under ét skal rumme alle de vigtigste danske naturtyper. Skove og vores åbne kulturlandskab med dyrkede marker, græsarealer og levende hegn vil også indgå sammen med landsbyer og mindre bysamfund. En nationalpark kan omfatte både land, fjorde og arealer på havet.
Oprettelsen af nationalparker er med til at udvikle, sikre og bevare enestående dansk natur, landskaber og kulturhistoriske værdier. Ved at oprette nationalparker sikrer vi, at områdernes landskaber, de geologiske formationer og de kulturhistoriske værdier ikke går tabt - men netop bliver bevaret og gjort synlige, så de kommer alle til gode. Det giver dig samtidig bedre muligheder for friluftsliv. Du vil kunne komme til at opleve storslåede og flotte landskaber, se sjældne og truede arter og færdes i uberørte naturområder, hvor naturen helt får lov at passe sig selv. Hertil kommer, at nationalparkerne vil kunne medvirke til at styrke den lokale, erhvervsmæssige udvikling, f.eks. i form af øget turisme.
Kodeordene for en dansk nationalpark er planlægning, frivillighed og lokal indflydelse. Samarbejdet mellem aktørerne; staten, kommuner, beboere, lodsejere, naturgæster og andre interessenter er altafgørende for, hvordan det videre forløb med nationalparken udvikler sig. En nationalpark bliver i sagens natur ikke skabt fra den ene dag til den anden. Den er resultatet af en langsigtet planlægning over f.eks. 20-30 år. Men målet er givet: Det handler om at forbedre og styrke den danske natur - og give danskerne bedre muligheder for at opleve, bruge og få viden om natur, landskab og kulturhistorie.