Program for 3 dages lejrskole, 4. til 6. klasse
Standardside
Institution
Generel information
Borgere

1. dag
I afhentes med bus på skolen, ved Århus Banegård eller andet aftalt sted. Turen går mod Djursland, nærmere bestemt Mols Bjerge. Her bydes der på den store landskabs rundtur: hvorfor er der bakker og dale her? Hvad har sten med istid at gøre? …og et lille rollespil om natursyn og det at skabe en nationalpark. Mols Bjerge er fyldt med fortidsminder og vi løfter sløret for hvorfor de ligger lige netop her, hvem har bygget dem, deres betydning etc. Frokosten tilpasses efter program og maver. Efter Mols Bjerge går turen til stranden, hvor vi skal indsamle og arbejde med sten i det medbragte stenværksted. Sidst på eftermiddagen kører vi til Kalø Jægerskole, hvor alle indkvarteres i de velindrettede shelters og bålhytte. Mens aftensmaden tilberedes over bål, inddeles eleverne i små hold og der sættes insekt og musefælder inden mørket falder på. Herefter aftensmad og efterfølgende bålhygge.

2. dag
Efter morgenmaden skal fælderne, der har stået natten over, rømmes. Dyrene skal undersøges, bestemmes og registreres. I løbet af formiddagen møder I naturvejlederne på Jægerskolen, som vil fortælle jer om jagten, jægeren, skoven, hunden, vildtet og det at spise det. Frokosten nydes på et passende tidspunkt og aktiviteterne fortsætter i løbet af eftermiddagen. Aftensmaden nydes i bålhytten og derefter er der mulighed for, på egen hånd, at opleve skumringen i skoven med alle dens lyde og dufte.

3. dag
Morgenmad og oprydning. I afhentes af bussen på P-pladsen ved Jægerskolen. Bussen pakkes, og efter en ganske kort køretur, vandrer vi ud på Kalø Slotsruin og oplever stedets historie: Gennem et lille historisk forløb lærer I om: hvem byggede Kalø borgen, hvem var det et forsvar imod? Hvilke prominente ”gæster” (fanger), har siddet i fangekælderen? Vi skal også kigge lidt på de specielle lægeplanter, som oprindeligt voksede i borghaven. Hvorfor man har slæbt dem hertil og til hvilken nytte og gavn? Vi vender tilbage til bussen, hvor der spises frokost. Så går turen tilbage til skolen, banegården eller andet sted efter aftale.