På lejrskole i Nationalpark Mols Bjerge

Standardside Natur, planter og dyr Generel information Borgere

Mols er ikke kun for Molboer!

Klassetrin: 7-10 klasse

Hvad skal I opleve?

På lejrskolen skal I se og opleve Nationalpark Mols Bjerges mange facetter: den unikke natur, kysten, ”bjergene”, den righoldige kulturhistorie og et hav af muligheder for aktivitet og friluftsliv.

På lejrskolen skal I:

  • føle ”bjergenes” landskab på egen krop. ”Bestige” de højeste steder, nyde udsigten over bugt og vig og mærke landskabet der omfavner og lukker sig om en i dybe dale
  • gå på opdagelse i parken og fravriste den et par hemmeligheder. Opleve den på egen hånd og finde dyr og planter der er helt specielle og tilpasset livet netop her, måske endog meget sjældne andre steder
  • se og opleve Mols set fra vandsiden. Sejle for egen kraft langs høje kystskrænter og flade strandenge. Gå på jagt på det lave vand og tilberede en cocktail af muslinger, snegle og rejer, fuldstændigt som vores forfædre gjorde
  • mærke historiens vingesus fra stenalder til nutid, alt righoldigt repræsenteret på Mols. Prøve at konstruere fortiden, være der og sætte sig i vores forfædres sted
  • opleve naturen som en ressource. Ikke bare noget billigt skidt, men et sted man kan høste fra. Ikke bare i form af hvad naturen byder på af vildt, fisk, planter, svampe, bær og frugter, men også et sted hvor man kan høste velvære, ro, refleksion, overskud, oplevelser og aktivitet

Sådan forbereder I jer til lejrskoleopholdet

  • Klik ind på de hjemmesider der beskriver området: http://nationalparker.skovognatur.dk/Mols/ . Her finder I masser af oplysninger om naturen, landskabet og kulturhistorien. På andre hjemmesider kan I søge efter andre tilbud som kan opleves i området
  • På undervisningsdelen findes der undervisnings- og aktivitetsforslag som kan bruges før, under og efter turen til Mols

Hvad koster det?

  • Prisen er 1600,- pr. deltager, både elev og lærer. Prisen er udregnet med udgangspunkt i 24 deltagere. Hvis I er flere eller færre kan prisen variere en smule
  • Prisen inkluderer hele opholdet: fra I afhentes på opsamlingsstedet til I afleveres samme sted efter opholdet. Hvis der ønskes andre aktiviteter end standardpakken, må forventes en anden pris

Hvad sørger vi for?

  • Vi tager imod jer på Århus Hovedbanegård eller Mols Liniens Terminaler og afleverer jer samme sted efter opholdet
  • Under opholdet sørger vi for alt: at I har et sted at bo, et sted at sove, at I får mad morgen, middag og aften, alle aktiviteter, transport fra sted til sted og langtidsholdbare oplevelser

Hvad skal I selv sørge for?

  • Rejseudgiften og planlægningen til Århus H eller Mols Liniens terminaler i Ebeltoft eller Århus
  • Personligt rejseudstyr, sovepose, evt. liggeunderlag, regntøj og gode travesko
  • Madpakke og drikke til frokost mandag

Hvordan kommer vi videre?

  • Bestem om det er noget for jer!
  • Kontakt lejrskole koordinator John Simoni på for booking og spørgsmål
  • Ved booking betales et depositum på 25 % af lejrskolens pris. Resten af beløbet betales senest 2 måneder før opholdets start. Aflyses mindre end 2 måneder før opholdet er depositum tabt og mindre end 1 måned før opholdet er hele beløbet tabt.